Udgivet: 02.01.2020

img

Den spændende historie om dekorativ beton

Når man dykker lidt dybere ned i historien om præget beton, er det værd at nævne den historiske baggrund for selve materialet, nemlig beton. Dette materiale har været kendt siden oldtiden.

De første omtaler af beton stammer fra år 200 f.Kr. Dens oprindelige anvendelse var hovedsageligt som materiale til at binde sten sammen på en holdbar måde. Selvom dets sammensætning adskilte sig betydeligt fra det, vi kender i dag – da det oprindeligt var en blanding af sand, små sten og kalkmørtel – var egenskaberne dog tæt på det, der anvendes i dag.

Da man var kommet forbi den fase, hvor beton udelukkende blev brugt som klæbemørtel, begyndte man at anvende det til at opføre større konstruktioner, såsom fundamenter og de første præfabrikerede bygningselementer. Beton blev i sig selv en erstatning for sten.

I dag har dette materiale stadig stor betydning. Det bruges til at opføre hele bygninger og anvendes overalt, hvor det overhovedet er muligt.

Pantheon

Panteonets kuppel i Rom

Mange af det antikke Roms monumenter i hele Middelhavsområdet blev opført af beton. Nogle af dem har overlevet indtil i dag. Det mest storslåede eksempel er Pantheons kuppel af støbt beton, med en diameter på 43,3 m og en vægt på ca. 5.000 ton, opført i årene 118–125. Andre eksempler er bl.a. Caracallas termer, broer og akvædukter.

https://pl.wikipedia.org/wiki/Beton

Et af de mest grundlæggende elementer fremstillet af beton er nok gulve (herunder indkørsler og fortove). I disse anvendelser fungerer beton fremragende. Og dets egenskaber, såsom holdbarhed, slidstyrke og den relativt enkle udførelsesteknik, bidrager til, at det stadig er det mest foretrukne materiale inden for byggeriet

Noget så udbredt som beton, og med sin lange historie, har gjort, at folk er blevet vant til dette materiale, og generelt set har det vundet udbredelse. Her bevæger vi os i tid og rum til USA og slutningen af det 19. århundrede. Det var dengang, man påbegyndte de første dokumenterede forsøg på at give betonprodukterne et andet udtryk og tilføre dem et frisk pust. Man eksperimenterede med farvestoffer og syrer, der blev tilsat direkte til blandingen for at skabe nye og spændende effekter og for at gøre den udbredte grå beton lidt mindre kedelig. Faktisk var årene 1890–1920 præget af det største antal mere eller mindre vellykkede forsøg på at finde nye teknikker til at arbejde med dette materiale.

Enhver, der på egen hånd forsøgte at promovere sin egen metode til at strukturere eller farve beton, var klar over, at der stod meget på spil. Og både materialeproducenter, værktøjsproducenter og entreprenørvirksomheder bidrog til udviklingen af denne sektor, der blev stadig mere populær.

Der åbnede sig nye muligheder, og sandsynligvis ønskede alle aktører på dette marked at få deres del af kagen. Som historien har vist, voksede værdien af det samlede marked for mønsterbeton i USA alene frem til 2018 til 9,4 milliarder dollar

I løbet af denne byggebranchens udvikling introducerede mange innovatører nye løsninger. Nogle af dem opnåede spektakulær succes, mens vi allerede har glemt de øvrige. Det er helt sikkert værd at nævne fire af dem, som bidrog til at udbrede selve teknikken til fremstilling af mønstret beton samt til at lette selve arbejdet med betonen. Dette førte til udbredelsen af denne metode og en stigning i antallet af underentreprenørvirksomheder. Og det satte gang i hele maskineriet, som, når det først er sat i gang, kører den dag i dag med stadigt stigende omdrejningstal

Den første af dem var Lynn Scofield. Denne iværksætter, der var aktiv i begyndelsen af det 20. århundrede, besluttede at samle alt, hvad man dengang vidste om farvestoffer. Det vigtigste var egentlig farvernes modstandsdygtighed over for UV-stråler.

Allerede dengang vidste man, at metaloxider er stabile ved konstant udsættelse for solstråler, og at farverne ikke falmer med tiden. Et stort problem var manglen på en producent, der kunne tilbyde et brugsklart produkt, der gav forudsigelige resultater hver gang.

Dengang anvendte hver entreprenør sine egne metoder. Nogle gange var de bedre, andre gange dårligere, men man kunne aldrig garantere, at man i sidste ende ville opnå netop den farve, som bygherren ønskede.

I 1915 grundlagde Scofield virksomheden LM Scofield Company, som stadig eksisterer i dag og ejes af det internationale koncern Sika. Han begyndte at producere færdige pigmenter til beton samt farvede overfladebehandlingsmidler – det vil sige en blanding af pigmenter, cement og fint tilslag, som blev gnubbet ind i det øverste lag af friskstøbt beton. Han producerede også voks, imprægneringsmidler og syrefarvestoffer.

Det var et fuldtræffer. Scofield udfyldte et tomrum på markedet og var den første producent med et så omfattende sortiment. En af de kendte kunder, der benyttede sig af hans materialer, var selveste Charlie Chaplin, ligesom mange andre berømte personligheder.

Lynn Scofield

Grundlægger af LM Scofield Company, der producerer pigmenter til beton.

Bradshaw Bowman

Grundlæggeren af firmaet Bomanite.

Den anden store innovator i denne branche var Brad Bowman, grundlæggeren af firmaet Bomanite, som revolutionerede måden, hvorpå dekorativ beton udføres.

Han startede som en af mange entreprenører inden for dekorativ beton. På hans tid fandtes der endnu ikke egnede værktøjer. Alle arbejdede med det, der var almindeligt tilgængeligt, samt med værktøjer, de selv havde fremstillet.

Han afprøvede mange teknikker, der giver betonoverflader et bestemt mønster. Han brugte endda træplanker, der blev lagt vinkelret på betonoverfladen, og som skulle efterligne brostenens form. På den måde aftrykte han brostenmønsteret i den friske beton.

Han fremstillede også en slags stempler bestående af flere træplanker, som han brugte til at præge mønsteret på et større område på én gang.

En tidlig version af en form til at præge brostenmønstre.Håndværktøj til at præge brostenmønsteret i betonen. Det var ikke særligt effektive metoder efter nutidens standarder, men sådan fremstillede man stemplet beton i årene 1950–1970.Naturligvis gennemgik værktøjerne en udvikling, og man gik fra at bruge træelementer til stål- og senere aluminiumsstøbninger.

Næsten alle entreprenørfirmaer på den tid benyttede sig af disse værktøjer til at give betonen struktur. Man må indrømme, at nogle af disse værktøjer gjorde et utroligt indtryk. Den absolut mest interessante form var en stor cylinder, som man rullede hen over den friske beton for at give den et mønster som brosten

Teknikken til fremstilling af dekorativ beton skulle dog stadig finpudses. Det største problem, som installatørerne stødte på, var at give betonoverfladen struktur.

Dette materiale har en tendens til at klæbe sig fast til enhver overflade. For at give mønsteret f.eks. et stenlook var det mest fornuftigt at bruge en form eller ægte sten til at præge mønsteret. Det viste sig imidlertid at være et problem, at hvert tryk med stemplet også trak en del af betonen ud af overfladen. Der opstod dermed grimme fordybninger og skader, hvilket var uacceptabelt

Dette problem blev løst ved et tilfælde i 1956. Bill Stegmeier, der ledede firmaet Stegmeier Co., som producerede præfabrikerede elementer til svømmebassinbyggeri, søgte efter en løsning på et presserende problem.

De plader, han producerede til svømmebassinernes kanter, blev opvarmet til høje temperaturer i solen, hvilket gjorde, at de brændte kraftigt på bare fødder. Han eksperimenterede med at blande farvestoffer med det fine pulver, som hans produkter var belagt med. Resultatet af disse eksperimenter ændrede branchen for altid.

Det viste sig, at en sådan blanding gav produkterne en patina og fik dem til at ligne natursten. Og hvad mere er, det pulver, han fremstillede, fungerede som et adskillelseslag mellem betonen og formen, som dermed ikke længere klæbede fast til den friske beton. Stegmeier opfandt et pulverbaseret adskillelsesmiddel til beton, som stadig i dag anvendes af entreprenører.

Han fulgte op på succesen og begyndte også at producere gummiforme, som blev et praktisk redskab til at overføre træ- og stenmønstre til betonen.

Bill Stegmeier

Grundlægger af Stegmeier Corporation.

Entreprenørvirksomhederne benyttede ivrigt både former til at give tekstur og stålstempler, der udskar et stenmønster i betonen. Sådan var det, før polyuretanformene blev opfundet. Gummiformene udskar ikke et mønster i betonen, men gav den blot tekstur. Stålformene udskar derimod kun mønsteret, men gav ikke tekstur. Desuden var disse værktøjers levetid kort. Derfor var arbejdet med beton endnu mere kompliceret

Joe Nasvik

Han fremstillede den første polyuretanform til beton, som både prægede tekstur og mønster.

Situationen ændrede sig, da Jon Nasvik fremstillede den første form af polyuretan.

Denne type form gjorde det muligt at præge både mønster og struktur præcist i frisk beton, og det materiale, de var fremstillet af, sikrede dem en lang levetid.

Disse fire innovatører lagde grundstenen til den dekorative betonbranche, som vi kender i dag.

Man skal dog huske, at der var mange andre, der også bidrog til udviklingen af denne sektor inden for byggeriet. Historien om dekorativ beton er langt mere omfattende, og jeg har kun skitseret de vigtigste træk.

Det skal siges, at udviklingen ikke standsede i 1970’erne. Der sker stadig forbedringer og nye metoder til at arbejde med beton, som jeg vil forsøge at beskrive her på bloggen.

Del :

Kommentarer (0)

Skriv en kommentar

Vi vil meget gerne høre din mening! Del dine tanker, ideer eller spørgsmål.